Søndag d. 8 marts kl 13-16 inviterer jeg sammen med yogalærer Liva til en laber workshop med trailløb og yoga i Geels skov i Holte.
Terrænløb og yoga er som yin og yang. De er meget forskellige, men samtidig et super match som komplementerer hinanden på bedste vis.
Med terrænløb kommer du helt ud i naturen. Vinden suser og bladene vinker i forårsolen mens dine fødder flytter sig over rødder, mudder og knasende grus på de små bugtende stier i terrænet. Det er herligt, naturligt og pulsen er høj. Du glemmer tid, distance og hverdagens pligter når du løber i terrænet, for det kræver både fokus og teknik at bevæge sig på sporet.
Yoga er nærvær, åndedræt, fleksibilitet, holdning og balance. Med yogaen ryger dit tempo og din puls ned, du finder ro og kropsbevidsthed og forkæler dit bindevæv og muskulatur med gode stræk. Yogaen giver dig fokus på din balance, din kropslighed og din vejrtrækning.
Du bliver en bedre løber af at få yoga med – stabilitet, smidighed, vejrtrækning og bindevævstræning er bare nogle eksempler på hvad yogaen kan tilføre din krop og forbedre dit løb. Og som bonus restituerer du også hurtigere.
På workshoppen bliver I delt i to hold, så der er tid og plads til feedback og optimering for den enkelte både med løb og yoga.
På workshoppen får du:
• Opvarmning af hele kroppen – øvelser fra fod til hoved og alt fra balance til tempo
• Terrænløbetur på sprøde spor i den skønne og varierede Geels skov med Holtekollen som centrum – det er Nordsjællands pensionerede skibakke 🙂
- Tempo og længde tilpasses deltagerne
- Styrke- og tekniktræning indlagt – så du bliver stærkere, mere spændstig og mindre udsat for skader
• Yoga med fokus på løbere med øvelser du kan udføre i terrænet
- Niveau og øvelser tilpasses og modificeres til deltagerne
- Smidighed, styrke og kropsbevidsthed – også her bliver du bliver stærkere og mindre udsat for skader
Afrunding – gode stræk og øvelser der giver dig en god cool down for krop og hoved og lidt lunt og lækkert til ganen
Du skal medbringe:
- Tøj efter vejret til løbeturen
- Varmt tøj du kan bevæge dig i til yogaen
- Egen yogamåtte til udendørsbrug
- Vanddunk til efter træningen